TIL AMERIKA
”Du skal se at komme ud ad klappen, sagde min far.
Jamen hvad med mor?
Din mor passer jeg jo på.
Jeg ku’ jo også blive her.
Ligesom mig?
Ja ligesom dig.
Hvorfor tror du jeg læser alle de bøger jeg kan få op under
neglene, sagde han.
Hvorfor tror du jeg går i biografen flere gange om ugen,
sagde han.
Hvorfor tror du jeg sidder og vrider og vender mig når
der er familiefest og til sidst ikke kan finde på andet end at
springe op på et bord og danse fandango, sagde han.
Det ved jeg ikke, sagde jeg.
Det ved du, hvis du tænker dig om, sagde han og rejste sig,
men nu går jeg i seng, godnat tøs og sov godt, og husk nu
at du skal til Amerika engang. Han vendte sig i døren, og
selv om det var mørkt, kunne jeg se at han smilede.”
Til Amerika fortæller om en piges opvækst i Nordjylland
i fyrrerne og halvtredserne. Her hersker efterkrigstidens
smalle kår og stramme moral over både
familie- og skoleliv, og der er ikke megen plads til
drømme. Pigens højtelskede far har måttet give køb –
men pludselig mærker hun selv luft under vingerne.