Vejen går gennem luften

INGENTING VOKSER

 

Lisbeth venter udenfor i entreen.  Jeg ligger på ryggen på en briks og venter indenfor.

Det er aften, og jeg ved ikke hvordan vi kom herhen. Var vi med sporvognen? Bussen? Hvordan så der ud? Var der stærk trafik? Mange mennesker på gaden? Jeg aner det ikke. Jeg så ingenting, hørte ingenting. Vi skulle bare finde den adresse og have det overstået.

Fra briksen i lejligheden, der ligger på anden sal, kan jeg se den malede dør mellem Lisbeth og mig. Den er grålighvid og har tre fyldinger. De hvide vægge føles, som om de skråner ind over mig, stivnede i kalk. Uden for de åbne vinduer skinner et hvidt lys, som om der var rimfrost på træerne i baggården.

Jeg kan høre mit hjerte i halsen, og når jeg åbner munden for at få luft, skælver det igennem mig, at jeg er bange for aldrig at kunne blive gravid igen, jeg kan stadig nå at springe op og komme ud herfra. Men ved siden af briksen står et stålbord med fire stålbakker, fyldt med sakse og sprøjter og tænger der holder mig fast.

Da jeg var kommet ind i konsultationen for en halv time siden, havde en bleg, overvægtig kvinde bedt mig sætte mig på stolen over for lægen. Hvis han altså er læge. Ganske vist er han i hvid kittel, men den er ikke ren, og hvorfor skulle jeg komme om aftenen? Det er heller ikke den læge Lisbeths far havde henvist til i telefonen. Af ham var vi blevet sendt videre til denne adresse i en af de små gader bag Hovedbanen.

Mens lægen, eller hvad han nu var, begyndte at udspørge mig, gik kvinden over og lukkede vinduerne. Hendes øjne og mund var stærkt sminket. Hun var yngre end han, måske fyrre, måske hans kone, hendes ansigt var oppustet og stift af pudder. Hun drejede hovedet og forsøgte at sende mig ned under gulvbrædderne med et blik, mens hun skubbede op i sit røde, touperede hår. Så tændte hun en radio, der stod i vindueskarmen, og fandt noget musik, en eller anden operette, som hun straks skruede ned for, så lyden næsten forsvandt.

Imens sad jeg som paralyseret og stirrede på lægens store hænder der lå på bordet mellem os, de lange benede fingre, de firkantede negle. Jeg stirrede på den rynkede pande, det gråsprængte sorte hår. Han havde ingen læber, ingen mund, kun et hvidt bid inde i et sort hul, som han snakkede ud igennem, nå men hvad er der så i vejen med Dem? Uregelmæssige blødninger, siger De. Hvor gammel er De? Hans øjne var blå, blå som husholdningssprit, og hjælp mig, stønnede jeg lydløst, dybt inde i mig selv, ind imellem at jeg besvarede hans spørgsmål, hjælp, hjælp! Men min fortvivlelse prellede af mod hans kittel og blev kastet tilbage mod mig selv.

Til sidst tav han. Han drejede sin kuglepen mellem fingrene, mens han kiggede ud ad vinduet. Der sad en due i tagrenden, dens fødder var fulde af grå skorper, der lignede cement, og jeg kunne ikke få øjnene fra lægens stramme slipseknude og det knortede adamsæble, der sprang op og ned inde under huden på hans tynde hals. En gang imellem flyttede han på slipseknuden. Og på sine papirer, indtil han med et sæt skubbede stolen tilbage og rejste sig. Hans næsebor skælvede, og idet han gik hen over gulvet, kom et svar ud af det sorte hul, skarpt og kontant: Det bliver 500 kroner, men De skal vide, at De aldrig må nævne mit navn for nogen, og at det jeg gør nu, er meget imod min samvittighed, og kom så herover, og tag Deres underbenklæder af! Og så pegede han på den sorte læderbriks med de to lodrette metalbøjler, læg Dem op der, sagde han, og vent til jeg kommer tilbage.

Måske var de bange for at jeg skulle blive hysterisk og begynde at skrige, for da han var gået ud, skruede kvinden op for musikken. Hendes mund var en rødmalet flænge, pudderet sprak i den dejagtige hud ved mundvigene, og hun så ikke på mig, mens hun tog gummihandsker på. Så kom hun over til briksen og tog sprøjterne, de krumme sakse, de lange, tynde syle og tænger op fra stålbakkerne og ordnede dem på bordet efter størrelse. Og mens radioen stadig kørte i baggrunden, måske var det Czardasfyrstinden, bad hun mig lægge benene op i bøjlerne og forholde mig roligt. Og nu jamrer De, sagde hun, men vær De glad for, at De bliver bedøvet, vi kunne også have valgt at give Dem et stykke træ at bide i. Jeg forsøgte at fange hendes blik, så hjælp mig, sig mig dog hvad jeg skal gøre, klynkede jeg, men alt sammen lydløst, kun inde i mig selv, for jeg så på hendes øjne, hvor lidt hun hørte, hvor døv hun var, og åh, hvad ved hun også om, hvordan det er at stå på kanten af en afgrund, lige før man springer? Om hvordan operettestemmer kan falde ud af radioen og smælde mod ørerne?

Mens jeg venter på lægen, ligger jeg med opspærrede øjne og kradser med neglene i læderbriksens kanter, for ikke at glemme hvem jeg selv er. Men det er umuligt, fordi bøjlerne skinner, fordi bøjlerne griber om mine knæ, fordi bøjlerne skærer som knive i knæhaserne. Duen sidder stadig på sålbænken uden for vinduet, og gennem vandet der står mig i øjnene, falder lyset så skævt, at duen bliver til to, du go-o-ode gud, du go-o-ode gud, kurrer de og plirer med øjnene, deres kløer skraber mod tagrenden. Og mens væggene trækker sig tættere og tættere sammen om mig, mens jeg klamrer mig til tanken om Lisbeth der venter udenfor, stirrer jeg ufravendt på det sorte dørgreb og tænker, at hvis jeg skal flygte herfra, så er det nu, lige nu, i dette øjeblik …

Men så …

Så har dørgrebet allerede bevæget sig, lægen er trådt ind, og mens han tager gummihandsker på, forsvinder jeg i en hvirvel ovenud af mig selv. Indtil jeg hængende oppe under loftet tæt ved en ventilator kan betragte mig selv på afstand. Min krop som et stykke ukontrollerbart kød nede på briksen, dets ukontrollerbare sitren, som om det tilhørte en anden. Jeg ser ned i kvindens touperede hår, som er så tyndt at den hvide hovedbund skinner igennem. Og ned i lægens snorlige skilning, de grå skæl i hans hår, jeg ser kvinden lægge en oval maske med et stykke gaze over mit ansigt, hører noget flydende dryppe mod gazen og instrumenterne der klirrer og lægen der beder mig tælle til hundrede og min egen stemme der tæller … tæller og tæller, og idet jeg ser en stor skinnende tang springe op fra stålbordet og jeg indser at det må være uudholdeligt, kommer et mørke sivende ind i mig, ind i min mumlende stemme, der siger tretten … fjorten … fem … , ind hvor det sætter sig fast.

Og bliver siddende i mig i mange måneder.

Det er der, mens Lisbeth sørger for at vi kommer hjem i lejligheden.

Det er der i de to døgn jeg venter.

Det er der den nat jeg bliver overfaldet af smerter, og der efter et par timer plumper en lille rød klump ud i wc’et, og jeg ser blodet løbe ned ad mine ben, og det går op for mig at det er sket. At ingenting vokser i mig.

Kun mørke.

Og lettelse.