ATLAS OVER AARHUS er et litterært projekt, som er blevet til i anledning af, at byen er kulturhovedstad i 2017.

ATLAS OVER AARHUS er en litterær kortlægning, hvor 40 danske og udenlandske forfattere via 365 tekster omdanner konkrete steder og lokaliteter i byen til poetiske kvarterer.

Træerne i Aarhus kan flyve, de kan tænke og tale, de kan kaste deres kærlighed på mennesker og læse deres tanker.
Derfor består mit bidrag, som har titlen TALENDE TRÆER, i at give sprog til et antal træer, hvor hvert enkelt træ – af forskellig art – har en relation til et menneske.

Mine tekster er trykt på stationære metalskilte placeret i jorden under træerne.

 

BIRK, MINDEPARKEN

Jeg er ikke et menneske, men et birketræ, jeg kan ikke tale. Til gengæld kan jeg lytte. Og en regnvejrsdag i maj 2005 skete der det, at jeg pludselig fik øje på en kvinde jeg havde set før. Hun kom gående her på stien, hun så sig søgende om, og da hun nåede til mig, standsede hun. Og lige som dengang, satte hun sig i græsset under mig. Dengang for mange år siden havde hun rystet over hele kroppen og ikke sagt en lyd. Men nu så hun ud i den milde sommerregn og begyndte at tale.      Ordene strømmede ud ad hendes mund:

Erindringssår, ulveråb, sakseklapren, jord i ansigtet, og da jeg sad her sidst for tres år siden, da var jeg sytten, det var lige efter krigen, og jeg frøs, jeg var skaldet. Og jeg kunne kun tænke på det jeg havde mistet: Franz, som blev skudt, fordi han forsøgte at desertere. Mit hår, som man klippede af, tyskertøs, havde man råbt, da jeg lå på jorden bag mit barndomshjem i Skagen. Jeg flygtede til Aarhus, jeg overnattede her i græsset, og næste morgen da jeg hørte fuglene synge, dunkede angsten under mine ribben. Som ung ønsker man at blive beundret, at klare sig godt, at få succes. Alt det dér. Når man bliver ældre, ønsker man mere. Mere. For eksempel lyden af regn, som små prik på taget af barndommens lysthus. Og nu har jeg ofte en forestilling om at min mormor svæver over mig. Hun er naturligvis død for mange år siden, men i favnen holder hun et bræt, som hun skubber frem mod mig og siger, at ingen mennesker kan gøre for deres følelser. Og så lægger jeg mig på maven hen over brættet og gynger af sted på regnen. For ja, jeg elskede Franz. Men livet gik videre. Jeg fødte hans barn. Og i dag hvor jeg sidder her igen, føler jeg mig paradoksalt lykkelig.

Kvinden lagde kinden ind mod min stamme. Der blev helt stille, og da jeg ikke er et menneske, men et birketræ, kunne jeg ingenting tilføje, kun berøre hendes ansigt med grenene.

HESTEKASTANIE, UNIVERSITETSPARKEN

Måske glemte et egern at tømme sit vinterdepot, måske blev jeg plantet af en gartner, jeg ved det ikke. Jeg ved kun at jeg er en hestekastanje, som står her ved den gamle fødselsanstalt. Herfra har jeg hørt masser af kvinder vånde sig i fødselsveer og masser af nyfødte udstøde deres første vræl. Ofte har det gjort ondt på mig helt ind i barken, og måske var det sådan jeg lærte at læse menneskers tanker. Dertil kom at jeg en tidlig vintermorgen i 1909, da jeg tilfældigt strakte mine grene mod himlen, opdagede at jeg også kunne flyve og derved fik øje på Thorvald, som netop steg op i en rutebil i Løkken. Hvis man er født ved Vesterhavet, kan man aldrig glemme hvor man kommer fra, tænkte han. Men fordi han var tømrer og altid havde drømt om at bygge store huse med vidunderlige spærkonstruktioner og himmelstræbende tage, stod han sent samme aften på trappen foran banegården i Aarhus. Da han gik ned ad Ryesgade, begyndte det at sne, men han fandt læ og sov i en trappeskakt. Næste dag lejede han et værelse hos en sød pige i Møllegade. Og et par dage efter fik han arbejde, så han en tidlig morgen sammen med et sjak af tømrere, kunne kravle op under gitterspærene i den halvfærdige fødselsanstalt. Det var stadig mørkt, de andre skævede til ham, en af dem knurrede, hvorfor fanden skal fremmede komme her og tage vores arbejde? En anden snerrede, snak dansk, mand! Man forstår jo ikke en kæft af det du siger! Men da solen stod op og begyndte at skinne på den nyfaldne sne, sad Thorvald på tagrygningen med sin lægtehammer. Slagene klang i den kolde blå vinterluft. Han trak vejret dybt og tænkte, at det her – det var det han ville: Den søde pige i Møllegade gav ham et danskkursus. Han gav hende et kursus i anatomi. Og sådan gik det til, at hun året efter fødte deres søn, som blev en af de første af de i alt 190.000 babyer, der indtil 1996 kom til verden på fødselsanstalten.

LIND, RÅDHUSPARKEN

Fordi Gerda – sytten år gammel og lige indvandret fra Hjørring – drømte om den store verden, gik hun en lun aften i maj 1942 ned ad trappen foran banegården i Aarhus. Hun hankede op i sin kuffert og gik videre mod Banegårdsgade, hvor hun næste morgen skulle begynde som køkkenpige hos en advokat. Jeg er et lindetræ, og da jeg stod på tæer på min plads her i Rådhusparken, kunne jeg se hendes tynde sommerkjole blafre i vinden. Se at hun stod bomstille ud for Park Allé og kiggede til højre. Snappede efter vejret, da hun fik øje på det nye, lysgennemblæste rådhus der svævede over asfalten. Uden at kende til de forudgående slagsmål om arkitekturen fik dette syn hende til at tro endnu mere på sin drøm om fremtiden. Og den bragte hende gennem alle fortrædeligheder, først hos advokaten, som hun hurtigt forlod, fordi fruen bad hende vaske trapper i advokatens brugte fodbadevand. Og dernæst som gangpige på Amtssygehuset, hvor hun endte med at sige op, fordi overlægen altid så sit snit til at klappe hende bagi. Indtil et job på Elvirasminde Chokoladefabrik i Klostergade forsødede hendes forhold til de etniske århusianere så meget, at hun en lørdag aften i august tog på Maritza i Frederiksgade 76 for at danse charleston. Først længe med en gartner, så med en fodboldspiller fra AGF, og så med en brandmand og en anden gartner. Men så pludselig. Pludselig ramtes hun af krigsårenes dårlige elastikkvalitet, hvad der fik hende til at blive stående som en støtte med tårer i øjnene og trusserne om hælene. Men i næste øjeblik kom brandmanden løbende. Han sparkede trusserne væk fra dansegulvet og ind under en bænk. Han greb om hendes ansigt, han greb om hendes hænder, han tog et fast greb om hele hendes liv. Og da Gerda søndag formiddag blev fulgt hjem af brandmanden, satte de sig her i græsset under mig, og med strålende øjne fortalte de mig hele historien om den store kærlighed. Derfor ved jeg den er sand.